mandag den 26. august 2013

Chokolademousse-lagkage med hindbærskum

Da jeg var til min kusines studenterfest, fik vi den lækreste lagkage, og den skulle jeg selvfølgelig lige prøve at efterligne. Så i forbindelse med min fødselsdag, har jeg prøvet at lave denne lækre kage. 


Opskriften: 
3 chokolade lagkagebunde 
200 g. mørk koge chokolade 
40 g. smør 
2 bægre pasteuriserede æggeblommer (4 blommer) 
4 tsk. sukker 
4 dl. piskefløde 
Pynt: 
300 g. frosne hindbær 
3,5 dl. piskefløde 

Man starter med at lave chokolademoussen, da den skal stå i køleskabet og hvile. 
Hak chokoladen groft. Smelt smørret i en tykbundet gryde ved lav varme. Tag af varmen, så snart det er smeltet. Kom chokoladen i smørret. Rør, til den er opløst. 
Pisk æggeblommerne lysegule og stive med sukkeret med elpiskeren. Pisk fløden til skum. Kom den fingrevarme chokolade i æggeblommerne. Vend forsigtigt rundt. Gerne med dejskraber  og ikke for længe. Vend flødeskummet forsigtigt i, ikke for længe. Chokolademoussen skal trække i min. 3 timer i køleskabet. 

Når lagkagen skal lægges sammen, starter man med at lægge bunden på serveringsfadet, lægger en passende mængde chokolademousse, en lagkagebund, chokolademousse og til sidst en lagkagebund. 
Den kan med fordel stå sådan her natten over i køleskabet, det bliver den kun bedre af. 

Hindbærrene blendes eller moses med en gaffel/håndmixer. Pisk derefter fløden helt stiv og bland det sammen med hindbærrene. 
Flødeskummet smøres ud på toppen af lagkagen, og resten puttes i en sprøjtepose (en helt almindelig frysepose af plastik kan også sagtens bruges). Nu sprøjter man bare lige så forsigtigt flødeskummet op og ned af kanten hele vejen rundt på kagen. 

Kagen stilles køligt, indtil den skal serveres. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar